Faciliteter
Værelser, aktiviteter, traditioner og meget andet
Værelser
Vi har 24 enkeltværelser, 2 opholdsstuer med tv og adgang til dvd, spisestue, billardlokale samt en stor have med grill.
Til Toften hører ligeledes 2 opgangsfællesskaber med henholdsvis 5 og 6 lejemål. Disse er placeret ude i byen.
Du skal tænke på Toften som en midlertidig bolig. Derfor har værelserne seng, skab, skrivebord og stol. Du må ikke have private møbler på dit værelse, men du må medbringe tøj og ejendele, der svarer til, hvad der kan ligge i to sportstasker.
Du må også gerne have anlæg, tv, pc og dvd (i et begrænset omfang film og cd’er).
Vi forventer, at du holder orden og regelmæssigt gør dit værelse rent. Du låner rengøringsmidler hos os. Når du flytter ind, får du udleveret en nøglebrik, der passer til dit værelse og yderdøre.
Faciliteter
På Toften er der rig mulighed for udfoldelse. Vi har bl.a. adgang til billard, bordtennis, petanque, dart, fodboldbane og diverse brætspil. Derudover er der også:
- PC: Som beboer er der mulighed for at benytte beboer-pc'er, som er placeret i fællesrum.
- TV/DVD: Der er to tv-stuer - en i hver bygning. Begge steder er der mulighed for adgang til dvd.
Aktiviteter
På Toften har du mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter. Vi har f.eks. forskellige ture ud af huset til skov, strand, museum osv.
Derudover har beboerne deres eget aktivitetsudvalg med f.eks. biografture, bowling osv.
Vi tilbyder også mulighed for at deltage i motionshold med eller uden personalet. Indmeldingsgebyret og en del af fitness-kortet er egenbetaling.
Traditioner
Der er mulighed for at deltage i visse traditioner. Det kunne være en påskefrokost, Skt. Hans aften, sommerfest, Mortens aften, julefest, juleaften, julefrokost og nytårsaften.
Disse traditioner markerer vi særligt og gør lidt ekstra for at skabe en hyggelig stemning. For eksempel holder vi traditionel juleaften med god mad, dans og sang om juletræ og julegaver.
Fødselsdag markerer vi, hvis du ønsker det. Normalt vil det være med kaffe og lagkage og du bestemmer aftenens menu.